Referenceprojekt
Designer og møbelsnedker Bo Seedorff har gennem mange år arbejdet i krydsfeltet mellem arkitektur og møbeldesign. I sin praksis beskæftiger han sig med planlægning af rum, møbler og belysning. Ofte i steder, hvor nyt skal møde gammelt.
Den tanke tog han med sig, da han for nylig skulle bygge et køkken til sin datter, Irene. På sin tegnestue i Amaliegade, hvor han har arbejdet i over 35 år, tegnede han køkkenet, som senere blev bygget på værkstedet på Østerbro.
Da alt stod færdigt, manglede kun et køkkenarmatur. Bo syntes, det ville være forkert at sætte en tilfældig vandhane i et køkken, som der var lagt så meget tanke i. I stedet tog han det SP-armatur, der havde stået installeret på han egen tegnestue, og som han havde brugt hver dag i tre årtier. Selv lamperne i køkkenet tog han også med fra tegnestuen over i køkkenet, griner Irene, da hun fortæller.
Bo har brugt TONI-armaturer til sine projekter gennem stort set hele sin karriere, og har en særlig forkærlighed for netop SP-serien. Hjemme hos ham selv og hans hustru har han et SP-brusearmatur, som de købte, før de fik børn, og som stadig virker upåklageligt efter mere end 30 års brug.
Selvom armaturet stadig fungerede, trængte det alligevel til en lille restaurering, og blev derfor sendt til vores Vintage Repair Shop på Frederiksberg C for en nænsom opfriskning. Her tog Ole, som har arbejdet på værkstedet i 43 år, sig af restaureringen. Et par nye pakninger, en ny tud og en let pudsning, og så var det klar til brug igen.
Nu står armaturet i Irenes køkken. Det har allerede haft et langt liv, og er nu klar til et nyt kapitel, givet videre fra far til datter.